Forretningsbetingelser
1. Generelt
Disse forretningsbetingelser gælder for alle ydelser leveret af MAWO IT-Consulting (herefter "Leverandøren") til erhvervskunder (herefter "Kunden"). Ved indgåelse af aftale accepterer Kunden nærværende betingelser.
Betingelserne kan kun fraviges ved skriftlig aftale mellem parterne.
2. Ydelser
Leverandøren tilbyder følgende pakker:
Renovér
Let redesign af en eksisterende hjemmeside med hosting hos Leverandøren, mobil- og tabletvenligt design, GDPR-opdatering og SEO-grundopsætning. Pris fra 3.995 kr. ekskl. moms. Leveringstid aftales individuelt.
Fast
Professionel erhvervshjemmeside med op til 5 undersider på op til 2 sprog, unikt design, kontaktformular, SEO-grundopsætning, Google Business Profile-opsætning og GDPR-compliant privatlivspolitik. Pris 9.995 kr. ekskl. moms. Leveringstid 14 hverdage fra produktionsstart.
Flex
Skræddersyet hjemmeside med udvidet funktionalitet og design ud over Fast-pakken - herunder login-systemer, booking, flere undersider eller andre individuelle krav. Pris fra 19.995 kr. ekskl. moms. Pris og leveringstid aftales individuelt og fremgår af tilbuddet.
Alle pakker inkluderer 2 revisionsrunder. Arbejde ud over det aftalte faktureres til 750 kr. ekskl. moms pr. påbegyndt time.
Vedligeholdsaftale
Vedligeholdsaftalen er en standarddel af alle leverancer og dækker løbende hosting, sikkerhedsopdateringer, daglig backup, SSL-certifikat og op til 30 minutters justeringer pr. måned. Vedligeholdsaftalen tilbydes i to varianter:
- Månedlig: 430 kr. ekskl. moms pr. måned. Minimum 6 måneders binding. Faktureres månedsvis forud.
- Årlig: 4.000 kr. ekskl. moms pr. år. Minimum 12 måneders binding. Faktureres årligt forud.
Efter bindingsperiodens udløb fortsætter aftalen automatisk med tilsvarende periode (henholdsvis 1 eller 12 måneder), medmindre den opsiges skriftligt med mindst 30 dages varsel inden periodens udløb.
Definition af 30 minutters justeringer
De 30 minutters justeringer pr. måned dækker mindre ændringer som opdatering af tekst, billeder, kontaktoplysninger, åbningstider og produktinformation. Større ændringer - herunder nyt design, nye undersider eller tilføjelse af funktionalitet - betragtes som tillægsarbejde og faktureres separat til timepris.
Ubrugt tid kan ikke overføres til efterfølgende måneder.
Kontakt vedrørende vedligeholdsaftalen
Henvendelser om justeringer modtages på følgende vilkår:
- Telefonisk: mandag–torsdag kl. 15:00–18:00 på +45 40 81 01 10.
- Email: kontakt@mawo.dk - besvares inden for 2 hverdage.
3. Priser og betaling
Alle priser er angivet i danske kroner ekskl. moms (25%).
Betaling forfalder som følger:
- 50% af projektprisen faktureres ved aftaleindgåelse (forskud).
- 50% faktureres ved levering og godkendelse af den færdige hjemmeside.
- Vedligeholdsaftalen faktureres som angivet ovenfor (månedsvis eller årligt forud).
Betalingsmetoder: MobilePay Erhverv eller bankoverførsel.
Betalingsfrist: 8 dage netto fra fakturadato.
Ved forsinket betaling påløber rykkergebyr på 100 kr. pr. rykker samt morarente i henhold til rentelovens bestemmelser.
4. Revisionsrunder
Alle pakker inkluderer 2 revisionsrunder.
En revisionsrunde defineres som ét samlet sæt skriftlige tilbagemeldinger indsendt af Kunden. Spredte enkelt-henvendelser tæller hver som én revisionsrunde.
Yderligere revisioner ud over de inkluderede faktureres til timepris (750 kr. ekskl. moms pr. påbegyndt time).
5. Levering og produktionsstart
Produktionen påbegyndes når begge følgende betingelser er opfyldt:
- Forskudsbetaling (50%) er modtaget.
- Kunden har indsendt det nødvendige materiale (tekst, billeder, logo m.m.) via konfigurator-flowet eller efter individuel aftale.
Leverandøren er ikke ansvarlig for forsinkelser forårsaget af Kundens manglende eller forsinkede levering af materiale.
Leveringstiden for Fast-pakken er 14 hverdage fra produktionsstart. Leveringstid for Renovér- og Flex-pakker aftales individuelt.
6. Hosting og drift
Kundens hjemmeside hostes og driftes af Leverandøren som en managed service. Kunden får brugsret til den færdige hjemmeside, men den tekniske drift forbliver hos Leverandøren så længe vedligeholdsaftalen er aktiv.
Ved opsigelse af vedligeholdsaftalen har Kunden følgende muligheder:
- Offboarding: Leverandøren eksporterer og overdrager kildekode og indhold til Kunden mod et engangsgebyr på 3.500 kr. ekskl. moms. Efter gennemført offboarding er Leverandøren ikke ansvarlig for sidens drift, sikkerhed eller funktionalitet.
- Nedlukning: Hjemmesiden tages offline ved vedligeholdsaftalens udløb.
7. Fortrydelsesret
Da Kunden er erhvervskunde, gælder forbrugerens lovbestemte fortrydelsesret ikke. Leverandøren tilbyder dog følgende:
- Før produktionsstart: Kunden kan fortryde aftalen uden beregning. Eventuelt indbetalt forskud refunderes fuldt.
- Efter produktionsstart: Det indbetalte forskud er ikke-refunderbart, da det dækker påbegyndt arbejde.
- Efter godkendelse af leverancen: Aftalen kan ikke fortrydes.
8. Rettigheder og ophavsret
Leverandøren bevarer ophavsret til design, kode og tekniske løsninger indtil fuld betaling er modtaget. Ved fuld betaling overdrages brugsret til Kunden.
Leverandøren forbeholder sig ret til at anvende den leverede hjemmeside som reference i sin portefølje og markedsføring, herunder på mawo.dk og sociale medier.
Kunden indestår for, at alt materiale (tekst, billeder, logo m.m.) leveret til Leverandøren ikke krænker tredjeparters immaterielle rettigheder. Kunden holder Leverandøren skadesløs for ethvert krav fra tredjeparter som følge af sådan krænkelse.
9. Ansvarsbegrænsning
Leverandørens samlede erstatningsansvar over for Kunden kan ikke overstige det beløb, Kunden har betalt for den pågældende ydelse.
Leverandøren er ikke ansvarlig for:
- Indirekte tab, følgetab, driftstab eller tabt fortjeneste.
- Nedetid eller fejl forårsaget af tredjepartsleverandører (herunder Cloudflare, Supabase, domæneudbydere m.fl.).
- Tab forårsaget af Kundens egen håndtering af hjemmesiden efter gennemført offboarding.
10. Force majeure
Ingen af parterne er ansvarlige for manglende opfyldelse af aftalen, hvis dette skyldes omstændigheder uden for partens kontrol, herunder men ikke begrænset til: naturkatastrofer, krig, strejke, lockout, epidemier, nedbrud hos tredjepartsleverandører, myndighedsindgreb eller lignende.
Den berørte part skal uden unødigt ophold orientere den anden part om force majeure-situationen.
11. Fortrolighed
Begge parter forpligter sig til at behandle alle forretningsoplysninger, herunder priser, aftalevilkår og tekniske detaljer, fortroligt. Fortrolighedsforpligtelsen gælder både under og efter samarbejdets ophør.
12. Tvistløsning
Eventuelle tvister mellem parterne søges løst ved forhandling. Kan enighed ikke opnås, afgøres tvisten ved de almindelige danske domstole med Retten i Aarhus som værneting.
13. Ændringer af betingelserne
Leverandøren forbeholder sig ret til at ændre nærværende forretningsbetingelser. Ændringer gælder kun for aftaler indgået efter ændringernes ikrafttræden og påvirker ikke eksisterende aftaler.